Velkommen indenfor! Del din historie om angsten her på siden og læs om andres oplevelser.

For at sikre os mod ‘trolling’, spam og alvorlige brud på de etiske retningslinjer for sitet, vil alle historier først blive synlige, når en af vores frivillige moderatorer har godkendt den.
Det er med til at sikre et rart og sikkert rum for alle.

6 betragtning angående “Del din historie”

  1. Jeg har levet med angst og tilbagevendende depressioner i 21 år. Siden min psykisksyge mor, ikke syntes hun gad at være mor mere. Der var jeg 16 år. Samtidigt blev jeg massivt mobbet og det har den konsekvens idag, at jeg lider af angst for at miste og social angst. Det skaber en del udfordringer i min hverdag. Jeg kan simpelthen f.eks. ikke ringe i telefon med folk. Det er SERIØST udfordrende. Det kan f.eks. tage 7-10 dage, før jeg har angsten så meget under kontrol, så jeg kan f.eks. ringe til min læge. Konsekvensen ved det er at jeg har seriøst mange ar og lignende. Som burde være blevet behandlet, men ikke er blevet det. Da man jo skal ringe før man tropper op hos lægen eller skadestuen (Hi hi 🙂 det er så nederen) …. Så blev min mand hjertesyg for 10 år siden. Så når man lider af angst for at miste, så har det været meget udfordrende under Corona. Har bare haft lyst til at rulle ham ind i bobbelplast og put ham ind i skabet. Så min angst ikke galoperede hver gang han går ud af døren. Samtidigt har jeg ikke kunne møde op til mine behandlinger, som jeg får en gang om ugen …. Men de var dog så søde at give mig et alternativ. Behandling pr. telefon … hi hi hi seriøst 🙂 Kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over den løsning hihi …. Det er lidt op af bakke 😀 … Men positivt er, at jeg har fået trænet min telefon angst og man skal jo udfordre angsten, for ikke at blive totalt opslugt af den 🙂

  2. Jeg blev mobbet meget da jeg gik i folkeskole og jeg har siden døjet meget med angst i det sociale liv. Min angst kommer mest i forbindelse med tankerne omkring at være god nok. En god nok datter, veninde, kæreste. Om jeg er pæn nok, sød nok, sjov nok.. og listen fortsætter.
    Når min angst er rigtig slem føles det som en lammelse i hele kroppen. Mit hjerte banker hurtigere og hårdere og jeg kan ikke bevæge mig eller sige noget, men må bare vente på at jeg får tankerne under kontrol så min krop kan slappe af.
    Jeg blev for 6 år siden diagnosticeret med ustabil emotionel personlighedsforstyrrelse som har gjort at jeg har lært min angst bedre at kende, men det kommer stadig op og kan være voldsomt når jeg skal lære nye mennesker at kende og skal indgå i nye relationer.
    Derfor har corona krisen og karantæne givet mig en masse ro, men jeg ved også at det ikke er sådan jeg lærer at takle det bedre. Så jeg er meget nervøs for når min skole åbner op igen og når man “skal” ud og være social og være sammen med andre mennesker igen, for så ved jeg at min angst kommer tilbage.
    Jeg har svært at forebrede mig på at gå tilbage til en normal hverdag…

  3. Jeg har nok haft angst så længe jeg husker, ikke blot den ene eller den anden form, men en god blandning. Kan huske jeg som lille har haft søvnløse nætter fordi, hvad nu hvis min mor gik bort mens jeg sov. Så jeg brugte det meste af natten på at regne ud hvor lang tid jeg ville have hende (altså hvor gamme jeg er når hun ikke er her mere). Som jeg blev ældre også bevidst, ramte angsten mere og mere… Jeg kunne bruge 1 time på blot at handle en mælk eller en pose Chips, for tænk hvis folk kiggede.
    Min angst senere hen blev mere OCD, alrså tvanghandlings kontrolleret. Hvis ikke jeg låste døren 3 gange inden sengetid, så ville der ske mine nærmeste noget, jeg lærte først at ringe til egen læge som 17årig.

    Det har taget mig tid.. år, om at få ‘kontrollen’ og alligevel efter at have fået min datter, så ligger den stadig og dulmet i baggrunden i tide og utide. Især med Corona, det er noget der kan fremprovokere angst, nedlukning af ens land.

    Angst er ikke sjovt, men så længe man er sammen om det og ikke alene❤️

  4. Har generaliset angst med “ speciale “ i sygdom ,bakterie / virus , jeg holder angsten nede gennem ocd og undvigelser .Da corona kom gik min verden i sort , flyttede fra min dejlige mand og vores hus ( da han arbejder i detail og var stor smitte risiko) og ind hos min mor for at forskanse og beskytte mig selv og hende , har ikke været uden for en dør i 3 mrd og mad får vi bragt. Det ren overlevelse ! Min dødsangst er nu så slem at den gør det umuligt for mig at leve. Kære Gud ..lad mareridtet ende og corona forsvinde !

  5. Jeg har altid kæmpet med ikke at føle mig god nok, sådan har det altid været. 
I 2018-2019 havde jeg en periode på ca tre måneder, hvor jeg hver dag følte mig så utilpas, at jeg til sidst måtte gå til lægen. Det var godt jeg gjorde det! Jeg havde problemer med at sove, det sitrede i mine hænder og jeg kunne hverken huske ting eller koncentrere mig i længere tid af gangen. Angsten for ikke at være god nok, leve op til folks forventninger eller præstere på jobbet gjorde mig syg, ikke blot psykisk men også fysisk. Når folk spurgte indtil hvad der var galt havde jeg svært ved at svare, for jeg følte mit svar ville lyde dumt. ‘’Jeg kan ikke leve op til jeres forventninger til mig, fordi jeg ikke føler mig god nok’’. Til sidst endte det med at jeg måtte sygemelde mig på mit job, simpelthen fordi jeg havde brug for at finde mig selv igen og finde ud af at jeg er god nok, lige præcis som jeg er.
    Det tog mig næsten et år at komme mig over de tre måneder, nogle gange om aftenen når jeg ligger i min seng, får jeg stadig flashbacks til episoder, som har været ubehagelige at stå i. Tiden med corona har faktisk været god for mig, for jeg har ikke følt det samme pres fra omverdenen som jeg normalt gør i mit hverdagsliv. Selvom det er en ubehagelig følelse når tankerne rammer mig, er det alligevel rart at vide, at jeg ikke er alene med angsten.

  6. Jeg har tidligere dealet med angst for at miste, og da Corona-krisen ramte, blev jeg endnu engang konfronteret med denne angst. Jeg var i sommerhus med mine forældre, og en aften under maden fik jeg pludselig koldsved, ondt i maven og tankemylder. Mine tanker centerede sig om smittekæder og om at mine forældre eller bedsteforældre kunne blive rigtig syge og dø af virusset. Jeg fik angsten ud af kroppen ved at græde og tale med mine forældre om det. Siden har jeg ikke mærket det på samme måde, men jeg forsøger også at lade være med at gå for meget ind i de tanker.