Sammen om angst
Hvilke udfordringer giver angst dig, og hvordan tackler du dem? ‘Sammen om angst’ er et frivilligt projekt under Angstforeningen. Målet med projektet er at skabe et sikkert online rum for de ca. 350.000 danskere, der lider af angst.

Her kan du kan læse andres fortællinger, dele dine oplevelser med angsten og give råd om, hvordan du selv håndterer den form for angst, du har. Vi er et omsorgsfuldt fællesskab, hvor der er plads til sårbarhed og skrøbelighed, men vi fokuserer også på de opløftende fortællinger. Angst behøver ikke at være definerende for vores liv, selvom vi arbejder med den. Vær med til at skabe et rum, hvor vi kan hjælpe hinanden ved at dele vores historier og gode råd. Her er du ikke alene.

Hvorfor anonymt?
Siden er anonym. Årsagen er, at det kan være meget intimiderende at stå frem med sin egen identitet. For nogle mennesker er angsten en privatsag, og dem vil vi gerne inkludere i fællesskabet. Men hvis du har lyst til at stå frem med navn, er du også velkommen til dette.

Hvorfor kan jeg ikke skrive kommentarer til historier?
Vi ønsker at gøre dette online rum til et sikkert og rart sted at være. For nogen er det en intimiderende funktion, hvis andre kan kommentere direkte.

Selvom det ikke er muligt at skrive direkte på hinandens kommentarer, er det dog velkomment at svare på andres spørgsmål ved at lave en ny historie med henvisning til tidligere spørgsmål.

Hvad må jeg skrive?
Du er velkommen til at dele alle dine tanker og oplevelser omkring angst – store som små. Husk blot at gå ind og læs vores etiske retningslinjer, inden du deler din historie. Vi ønsker at opretholde et trygt og sikkert rum, hvor alle føler sig velkomne og inkluderede.